En sjældenhed på min hjemmeside: at jeg publicerer uforkortede tekster fra andre og større medier, men her kommer der én, som bør læses, fordi den på overkommelig spalteplads fortæller, hvorfor Østasiens største (og klodens næststørste) økonomi drives med større kløgt end den amerikanske og de fleste europæiske. Forfatteren er en af de fineste og mest vidende skribenter i det danske mediemiljø: Rune Lykkeberg.
Publiceret i Information 19. december 2025
Der er en meget enkel, fornuftig løsning på det problem, som hjemsøger de vestlige demokratier og også huserer i dansk politik: de høje priser på hverdagsvarer. Men den kræver mod, vilje og fantasi.
Kineserne vidste godt, hvad de ville være: kapitalister. Men de vidste også, at det var farligt. Den var som en vild hest, man kunne sætte sig op på, hvis man ville frem i verden. Men det var også et vilddyr, som kunne kaste dig af og trampe samfundet i stykket.
Så da kineserne efter formand Maos død i 1976 ville gøre op med hans totalt fejlslagne kommunisme, var de i tvivl om, hvordan de skulle gøre det. Der var en lidenskabelig diskussion i det kommunistiske parti om, hvordan man kunne få det bedste fra kapitalismen og forsvare sig selv mod det værste.
Det er klart, at for partiet var »det bedste« ikke det samme, som det ville være for os andre, fordi de jo ville fastholde deres befolkning i politisk ufrihed. De havde brug for kapitalismen til at skabe velstand og vækst og teknologisk udvikling, men de forstod også, at der i kapitalismen var kræfter, som kunne ødelægge den sociale kontrakt i samfundet. De var særligt optaget af spørgsmålet om priserne.
Den ene fløj i partiet ville have såkaldt »fri prisdannelse«, altså ingen statslig kontrol med priserne. Den anden frygtede følgerne af at slippe priserne på alting fri i et land med flere hundrede millioner fattige. De var modstandere af markedspriser. De to endte på kompromis, som bliver kaldt for »de to spor«: I det ene spor havde man livsfornødenheder for den enkelte, og i det andet havde man forbrugsvarer og luksusprodukter. For de første bevarede staten kontrollen med priserne, mens de for de andre satte priserne fri.
Kineserne gjorde med andre ord det modsatte af, hvad Vestens politikere, økonomer og finansinstitutioner anbefalede. Og Kinas kommunister klarede sig langt bedre gennem overgangen til kapitalismen end nogen af dem, som gjorde alt det, markeds-fundamentalisterne i Vesten krævede.
De demonstrerede en overlegen forståelse af kapitalismen. Og som økonomen Isabella M. Weber konkluderer i sit hovedværk om det kinesiske prissystem: »De voksede ind i den globale kapitalisme uden at miste kontrollen over deres egen økonomi.«
Kampen mod høje priser
Den kinesiske vej er blevet interessant for os, fordi priserne på det, folk skal leve af, er blevet et problem over hele Vesten. Herhjemme har Dansk Folkeparti ført kampen mod de dyre fødevarer ind i centrum af den politiske debat, og socialdemokraterne er fulgt efter. Det samme er sket for eksempel i USA, hvor det kedelige ord »affordability «, at have råd til, er blevet en fælles kamp for republikanerne og demokraterne.
Alle synes enige om, at hverdagen er blevet for dyr for alt for mange mennesker. Mange mener også, at det var inflationen, som gjorde, at så mange stemte mod demokraterne og for Trump i 2024. Så hvis man ikke har styr på priserne på mad, bolig, transport og energi, kan man udløse politiske jordskred, som kan føre til den autoritære vending, der finder sted under Trump i USA nu. For høje priser betyder ikke bare, at tingene koster mere.
Det betyder også, at verden forekommer uretfærdig. At hele den sociale orden er svær at anerkende, fordi værdierne grundlæggende virker vilkårlige. Det er for den politiske frihed og den sociale retfærdighed et ekstremt farligt fænomen.
Prisloftet findes allerede
Det komiske er, at meget få i den situation udfordrer selve prisdannelsen og foreslår prisloft over det, folk har mest brug for i deres hverdag. Det er, som om den »frie prisdannelse« er en helligdom, som ingen vil røre ved, og alle skal knæle for. Ikke engang de såkaldte populister kræver, at regeringen får »styr på priserne«, nej, de kræver mere avancerede forslag som differentieret moms og lettelse af specifikke afgifter.
Det er en underlig ideologi, for vi har jo en priskontrol på arbejdskraft for eksempel, som vi kalder »mindsteløn«, og der er i mange lande loft på priserne på eksempelvis medicin og lejebolig. Så vi har allerede et meget diskret »to spors«-system, men vi bruger det ikke offensivt og solidarisk.
Vi kunne her lære noget af kinesernes overgang til kapitalismen: For de forstod, at »markedet« ikke var et metafysisk fristed i verden, men noget, som man skaber og former politisk. For nogle er det voldsomt oprørende at skulle lære kapitalisme af kineserne. Men dem kan man så berolige med, at kinesernes prissystem var inspireret af en priskontrol, som selve den amerikanske regering gennemførte under Anden Verdenskrig med den progressive stjerneøkonom John Kenneth Galbraith som leder.
Han vidste godt, at hvis man vil være kapitalister, må man selv tage ansvaret for, hvordan man former markedet. Ellers har man fortjent at få populisternes vrede efter sig.
Natos norske generalsekretær gennem ti år snakker for meget uden om i sit tilbageblik på alliancens sværeste år.
Den norske veteranpolitiker Jens Stoltenberg (f. 1959) er det nærmeste, vi på vort plagede kontinent kommer en regulær statsmand. En politiker med dyb erfaring og indsigt, visioner og udsyn plus stor ledelseskapacitet og dermed en mangelvare i den vestlige verden presset som den er af russisk nationalrevanchisme, mellemøstligt kaos og forfald, fjernøstlig selvtillid og amerikansk selvoptagethed.
Så hvorfor er han ikke for længst gjort til FN’s generalsekretær? Naturligvis fordi han gennem et årti aftjente sin internationale borgerligt som manden for bordenden i det, der i festtalerne kaldes verdens stærkeste militære alliance, men hvor sådanne alt for hypede prædikater trænger til revision.
Det var i 2014, at Stoltenberg overtog chefjobbet i Nato efter Anders Fogh Rasmussen. Derfor er det nærliggende at gøre nogle sammenligninger mellem de to. Her en subjektiv en af slagsen: Stoltenberg er en Fogh minus kynismen og tilsat empati og humanisme. Men begge er eminente til at fortrænge eller bagatellisere de mest ubehagelige aspekter af de beslutninger, de har været ledende i.
Jens Stoltenberg gæstede for nyligt København i anledning af sit erindringsværk i tiden som Nato-chef i den danske udgave ’På min vagt’ – at lede Nato i krigstid’. Jeg sad blandt publikummerne, da dette norske fyrtårn blev interviewet af fhv. topembedsmand og chefredaktør Bo Lidegaard (som var min chef på Politiken 2011-16) på Den Sorte Diamant.
Samtalen bekræftede begges begavelse og analytiske indsigter, men også deres evne til at flygte fra virkelighedens historiske realiteter i den periode, hvor Stoltenberg var en tung dreng i den geopolitiske arena. Det var som bekendt i hans embedsperiode i Nato, at Rusland invaderede Ukraine, hvilket indlysende nok fylder det meste i bogens fortællinger.
Grønland og Trumps ambitioner på samme blev slet ikke en del af samtalen. Uha for en forsømmelse! Heldigvis blev der nogle dage senere i et fremragende Deadline-interview (DR) rådet bod på dette: Stoltenberg mindede her seerne om, at Norge i 1931 gjorde krav på at overtage Nordøstgrønland og tabte ved domstolen i Haag to år senere.
Alene bogens beskrivelser af Natos udfordringer efter 2022 gør det værd at nærstudere værket – især forhindringsløbet omkring optagelsen af vore to broderlande Sverige og Finland, periodisk obstrueret af den tyrkiske præsident Erdogan – er samtidshistorie på højt plan. Man bekræftes i, at Nato er en minimalistisk alliance – ikke hvad våbenkapacitet angår, men på politisk beslutningskraft. Ingen kæde er som bekendt stærkere end dens svageste led og her er tyrkernes uberegnelighed berygtet.
Bogen er ikke kronologisk opbygget, Stoltenberg springer frem og tilbage i tid og geografi. Som socialdemokratisk aktivist i 1980’erne (vi husker fodnoteperioden der handlede om opstilling af missiler i Europa) er han mere end moderat kritisk og skeptisk over for den supermagt han siden kommer til at tjene gennem Nato. Datidens unge Stoltenberg går fra at være USA-kritiker til at være tilhænger, grænsende til det tilbedende, og her begynder fortællingen at demonstrere svagheder.
Europas norske statsmand forbigår i pinlig tavshed, at mere end trekvart millioner individer er omkommet i krigslignende handlinger på de slagmarker, som bl.a. USA-ledede interventioner i Irak og Afghanistan afstedkom (kilde: Watson School of International and Public Affairs, Brown University, Providence, Rhode Island). Lige præcis her ligner han sin danske forgænger Fogh Rasmussen: fortielse og tavshed sniger sig ind i historieskrivningen, som dermed bliver nødlidende.
En højreorienteret terrorists massakre på 69 unge, der deltog i en socialdemokratisk ungdomslejr på Utøya 22. juli 2011 bliver mildt sagt utilstrækkeligt håndteret; Stoltenberg bruger betegnelsen ’den mørkeste dag i mit liv’ – otte blev dræbt i den kontorbydel, hvor hans eget statsministerium lå. Fem beskedne sider bliver det til, og man tænker at skribenten helst undgår at fordybe sig – kunne han ikke have brugt tragedien og erfaringen til at forklare, hvorfor højreorienteret terror og vold er i fremvækst i disse år?
Som diplomat- og politikerbarn voksede Jens Stoltenberg op med en sølvske i munden. Faderen Thorvald S. startede som udenrigspolitisk embedsmand og fortsatte på ministerposter i flere af Arbejderpartiets regeringer – karrierestien for sønnen var trådt ned i god tid. Beundringen for forældrene er grænseløs, mens den tragedie, der rammer familien med lillesøsteren Ninis død som følge af heroinmisbrug skildres smerteligt og gribende. Bogen er bedst i beskrivelsen af personrelationer, herunder de vanskeligheder, Stoltenberg har med den tyske kansler Merkel; de to blev aldrig gode venner.
Bogens kapitel 41 hedder ’Ukraines fremtid er i Nato’ og fylder beskedne seks sider, hvor alt for mange sætninger går med banaliteter. Der mangler refleksion, kritisk analyse og erkendelse af dilemmaerne. Den erfarne politiker er her virkelighedsfornægter i det store format. Stoltenberg har ikke erkendt de forandringer det globale magtlandskab har gennemgået, han fremstår som en kustode på et rustent slagskib, der hastigt forsynes med flere og større kanoner, men sejler med forældede søkort, fordi der er gået rust i radaren. For meget snæversyn, for lidt udsyn.
Der bruges retfærdigvis megen plads på at referere samtaler med alliancens ultimative spielverderber, Donald Trump, uden at disse ledsages af forklaringer på den igangværende og stærkt destruktive amerikanske nationalpopulisme i MAGA-bevægelsen. Men intet over og intet ved siden af Nato, som der aldrig kan udvikles et europæisk alternativ til, pointerer han. For 80 procent af våbenfinansieringen kommer fra lande uden for Europa, altså er det gamle kontinent stavnsbundet til de tunge bidragydere USA, Canada og Tyrkiet.
Han drister sig ikke til afsløringer af sine kolleger, alt er velkendt stof, men det er dog påfaldende, at forgængeren Anders Fogh kun nævnes sporadisk. Måske fordi det var under Fogh, at medlemslandenes bidrag skrumpede og alliancens afskrækkelsespotentiale gik samme vej?
Trods disse forbehold må bogen anbefales, eftersom Stoltenberg leverer vigtige frontberetninger fra forsvarsalliancens maskinrum. Der er rigeligt med stof til eftertanke om den opbrudstid, som verden har udsigt til at tumle med i lang tid fremover.
Jens Stoltenberg: På min vagt. At lede Nato i krigstid. 500 sider. Forlaget Gutkind
Tilføjelse
Her et uddrag af en anmeldelse skrevet af min udmærkede norske kollega Jan Øyvind Helgesen i nettavisen.no:
’På min vakt’ er som forfatteren: Flink, skikkelig og litt kjedelig.
Jo da, Donald Trump er håpløst geskjeftig og mildt sagt uforutsigbar. Angela Merkel det motsatte, men pålitelig. Emmanuel Macron er skeptisk til amerikanerne. Og sjarmerende. Mens Recep Tayyip Erdogan holder på sitt steinharde pokerfjes lenger enn de fleste. Og Joe Biden? Han ble tydelig svekket i løpet av sin andre periode som amerikansk president. Men ikke mer enn at han hviskende karakteriserer Volodomyr Zelenskyj, som ’a pain in the ass’! Når den ukrainske presidenten for hundrede gang klaget over at Nato ikke hadde en tidsplan for når han kunne bli medlem i klubben. Men særlig jucy er det ikke.
Trump!
Det sier litt om den amerikanske presidentens betydning i Nato når det er 34 henvisninger til Trump bak i boka. Og det på bare de fire første årene han hersket i Det Hvite Hus og Jens Stoltenberg var NATO-sjef. Mye energi går med til å lese mannen som er av de mest uforutsigbare i politikken. Og prøve å lede ham inn på den rette vei. Noe som ikke alltid lykkes. Som da Trump deltok på sitt første NATO-toppmøte i det splitter nye hovedkvarteret i Brussel. Trump holdt tale foran monumentet som er oppkalt etter NATO-traktatens viktigste artikkel, nr. 5. Den som sier at et angrep på ett NATO-land er et angrep på hele alliansen. Stoltenberg hadde plassert Trump der, så å si lagt ballen på straffemerket sånn at han lett kunne anerkjenne forpliktelsene. Trump tok ikke regi, for å si det mildt.
’Dere betaler ikke det dere skylder!’, sa Trump til lederne foran ham på plenen. ’Det er ikke rettferdig overfor det amerikanske folk og amerikanske skattebetalere. Mange skylder oss enorme summer.’
Der sto Merkel, Macron og alle de andre statslederne, og Trump omtalte dem som om de var leieboere som ikke betaler husleia.
En kommentar til boka er at den kan føre til økt toll på norske varer – som en hevnaksjon fra Trump. Men Jens Stoltenberg er smart nok til å gjengi uttalelser og hendelser som faktisk fant sted. Han mener ikke all verden om statslederne – med et lite unntak for den russiske utenriksministeren som får bølle-stempelet. Ellers støtter han seg på egne og andres notater og opptak.
I løpet av hans ti år på toppen av Nato utspiller store dramaer seg. Krigen i Afghanistan pågår og både Trump og senere Biden vil ut av hengemyra. I ettertid vet vi at Taliban veltet inn i Kabul på rekordtid. Mange afghanere hadde samarbeidet med Nato. De som ikke kom seg ut, hadde all grunn i verden til å frykte de neste ukene. Og amerikanerne trakk seg ut uten å ha på plass en forpliktende avtale med Taliban. Kaoset som fulgte, gikk innpå generalsekretæren.
Han skriver:
’Det som startet som en målrettet, militær antiterroroperasjon, ble etter hvert til et omfattende nasjonsbyggingsprosjekt. Vi skulle bygge et land med like rettigheter for kvinner og menn, med en fri presse og velfungerende statsinstitusjoner’.
Og: ’Vi ble ofre for vår egen, altfor optimistiske fortelling om at det hele tiden gikk bedre i Afghanistan’.
Hele operasjonen kostet enormt mye, bare amerikanerne brukte tre hundre millioner dollar hver dag i tjue år. Bruk kalkulatoren! Derfor måtte det gå bedre og ethvert lite lyspunkt ble forstørret mens problemene ble neglisjert. Selv skriver han med bitter undertone: – Vi var i Afghanistan for lenge, og vi ville for mye.
I ettertid vil nok Stoltenbergs største bragd i Nato være at han fikk både Sverige og Finland inn i alliansen. Og at Putin fikk et større Nato å hanskes med. Stikk i strid med hans ambisjoner.
Den britisk-kinesiske succesforfatter Jung Chang (f. 1952) har i denne måned besøgt Danmark for at lancere sin seneste publikation: ‘Flyv, vilde svaner’, som hendes forlag Gyldendal præsenterer med bl.a. disse ord:
‘Bogen er på mange måder Jungs kærlighedsbrev til hendes mor, men den handler også om hendes bedstemor og hendes far, der begge døde tragisk under Kulturrevolutionen. Fortiden er aldrig langt væk i Jungs liv. Den har formet hende, og den har formet det nuværende Kina. Den nye Xi-æra påvirker i høj grad livet for Jung og hendes mor. Gennem deres respektive livsforløb beretter Jung Chang medrivende, dybt bevægende og uforglemmeligt om, hvordan det er at leve i et kommunistisk diktatur og om de trusler, det moderne Kina udgør for den internationale verdensorden.’
Jung Chang optrådte på kunstmuseet Louisiana i en interviewsamtale, som jeg ikke blev imponeret af – og måske var jeg en af de ganske få blandt publikummerne, der ikke fandt anledning til at klappe. Beklager, men i min oplevelsesoptik har hun forvandlet sig til en emotionel klichefabrik. Det sker for ganske mange, der scorer millioner på at fortælle om egne familietragedier, hvilket hun gjorde ganske dygtigt og overbevisende med gigantsællerten ‘Vilde Svaner’, der ramte danske læsere i 1992. I samtalen på Louisiana hørte vi intet af betydning om nutidens Kina, som landets myndigheder for få år siden har forment hende adgang til.
Berømthedens besøg giver mig anledning til at genudgive den anmeldelse, jeg i Politiken i juli 2005 skrev om hendes biografi over Folkerepublikkens grundlægger Mao Zedong. God læselyst!
En kvindes hævn over sin tyran
Jung Chang (‘Vilde svaner’) har skrællet alle overlevende myter af en af det 20. århundredes mest gådefulde og despotiske skikkelser, det kommunistiske Kinas leder gennem et kvart århundrede, Mao Zedong.
Jung Chang og Jon Halliday: Mao – The Unknown Story (Jonathan Cape, London, 814 sider, indbundet, set i Politikens Boghal til 249 kroner).
Den kinesiskfødte forfatter Jung Chang gjorde det moderne Kinas historie nærværende med sin familiekrønike ‘Vilde svaner’, hvori hun eftersporede sin slægts erfaringer i det 20. århundredes Kina. En af bogens hovedpointer var, at den kombination af undertrykkelse, forfølgelse og kaos, som var dagens uorden i Kina i især 1960’erne og 1970’erne, i vidt omfang byggede på befolkningens spontane deltagelse i galskaben, og at partidiktaturet ikke behøvede at orkestrere alle uhyrlighederne.
Denne forklaringsmodel vender Jung Chang på hovedet i sin logiske opfølgning på ‘Vilde svaner’, en mammutbiografi over det kommunistiske Kinas grundlægger og leder gennem et kvart århundrede, Mao Zedong. Resultatet er 800 siders gennemgribende revision af fænomenet ‘Formand Mao’, et globalt ideologisk ikon især i årene 1966-76.
Endelig kan alt det fortrængte og uhyggelige fortælles: Alle fortrædelighederne i Folkerepublikkens første knap 30 års historie var konsekvenserne af en enkelt mands megalomani , Maos afsindige menneskeforagt, regulære ondskab og ikke mindst hans rablende drøm om at kontrollere først Kinas fattige og uvidende masser og siden hele verden, for Kina skulle blive supermagt.
Et ambitiøst projekt, som succesforfatteren og hendes ægtefælle, historikeren Jon Halliday, har brugt mere end ti år på at realisere. Malet med store penselstrøg fremstår her et billede af Mao, som er blevet kendt fra andre udgivelser, men tusindvis af detaljer vil være nye. Forfatterparret har med ‘Mao – The Unknown Story’ mobiliseret til et fundamentalt opgør med virkelighedens Mao, denne diabolske mester i bedragets og forførelsens dystre kunst, bondelederen og kommunisten, der vildledte statsledere, diplomater, parlamentarikere, beundrere, venner og fjender over den ganske verden.
Bogen afklæder hele den megafortælling, der begyndte med Kinas borgerkrig i 1930’erne: Mao var slet ikke den folkekære, karismatiske, ukorrupte leder, som tog kontrollen med en forhutlet partisanhær og forvandlede den til et magtinstrument, der siden udfordrede både USA og Sovjetunionen. I magtbrynde, bedrag og ondskab matchede han til fulde sine jævnaldrende despotkolleger Josef Stalin og Adolf Hitler.
Mao havde angiveligt kun foragt tilovers for de uvidende kinesiske masser, han spillede et dødsensfarligt spil, der handlede om at lade japanerne bekrige Maos rivaler og dermed invitere til en sovjetisk invasion af Kina. Mao var hverken en dygtig krigsleder eller et heroisk forbillede for sine tilhængere, for den delvis konstruerede beretning om kommunisternes Lange March 1934-35 skabte en mytologi og en fortælling, som viste sig nyttig, da den militære sejr i 1949 og Folkerepublikkens oprettelse skulle legitimeres.
Overraskende, men langtfra overbevisende, er bogens beskrivelse af, at Maos magtambitioner gik længere end Kinas grænser. Hans plan skulle have været en ‘dominerende’ rolle i verden, hvilket forfatterne overfortolker til at være en stræben efter verdensherredømmet. Som et første skridt skulle den kinesiske hær udmarve den amerikanske under Korea-krigen, og efterfølgende stræbte Den Store Rorgænger efter at overtage den plads som leder af ’verdenskommunismen’, som blev ledig efter Stalins død i 1953.
Midlerne til at opnå dette uopnåelige blev dyrekøbte. Maos industrialiserings-kampagne, kendt som Det Store Spring Fremad, førte til sandsynligvis 38 millioner omkomne af sult og underernæring, fordi formanden dikterede, at kornproduktionen skulle eksporteres for at skaffe udenlandsk valuta til brug for anskaffelse af kernevåben (realiseret 1964). Mao citeres for, at op mod halvdelen af den kinesiske befolkning kan tænkes at skulle dø, »hvis ikke halvdelen, så en tredjedel, eller en tiendedel. Hvis 50 millioner dør, så kan det være at jeg bliver sat fra posten og mister hovedet«.
Meget af Kinas historie fra 1949 er velkendt fra andre forfatteres udgivelser. Når undertitlen på Jung Changs og sovjetforskeren Jon Hallidays bog taler om den ’ukendte historie’, må det især tillægges de detaljer, den giver om Mao i de tidlige år. Det dokumenteres f.eks., at Kinas kommunistledere var langt mere afhængige af det sovjetiske søsterparti end tidligere antaget, og at Mao fra sit tilholdssted i Yenan i 1930’erne finansierede sin hær via indtægter fra opiumsdyrkning.
Forfatterne har brugt den halve snes år på at opsøge et imponerende antal kilder, familiemedlemmer til Mao, partikolleger, diplomater og udenlandske dignitarer for at tegne det uhyre detaljerede billede af manden og myterne omkring ham. Alene listen over interviewede kilder tæller 15 sider, mens fortegnelsen over skriftlige kilder (kinesiske inklusive) tangerer et halvt hundrede sider.
Imponerende, javist, men det er også her, at bogens svagheder begynder at afsløre sig. Som læser med et ikke ubetydeligt antal værker om Kinas historie i reolen er det umuligt at frigøre sig fra en oplevelse af, at forfatterparret fra arbejdets begyndelse har haft en skabelon af figuren Mao, der tegnede ham som værende det ondeste af det onde, på niveau med Hitler og Stalin, og at alle oplysninger og udsagn er selekteret omhyggeligt for at passe ind i denne skabelon. Kilder refereres, men vurderes ikke. Der mangler forsigtighed, forbehold og diskussion af fakta og udsagn. Bogen vil være nem at angribe for faghistorikere for at være for skråsikker, grænsende til det uvidenskabelige.
Det kan undre, at forfatterne har haft så ubesværet adgang til kilder i Kina. Jung Chang har oplyst, at kinesiske medier har forbud mod at interviewe og referere hende, men derudover kommer hun meget langt omkring i landskabet af fortællelystne kilder. Alt efter politisk temperament kan man tolke dette som udtryk for, at de kinesiske myndigheder har interesse i en lempelig og kontrolleret af-maoisering, men ikke et fundamentalt opgør, fordi dette vil true partiets legitimitet. Bogen savner en diskussion af dette tema.
Af selvindlysende grunde kan ‘Mao – The unknown Story’ ikke udkomme i Kina lige med det første. Men der vil stensikkert blive produceret piratudgaver, som vil blive massecirkuleret på det kinesiske undergrundsmarked. På længere sigt har udgivelsen rigeligt med stof til at ændre Kinas officielle historieopfattelse. Når det sker, vil den tidligere rødgardist og Mao-tilbeder (f. 1952 i Dragens År) utvivlsomt føle, at hun langt om længe har fået sin velfortjente hævn over tyrannen, der stadig hædres på Den Himmelske Freds Plads.
(publiceret i Politikens kultursektion 2. juli 2005)
I anledning af 20-året for Jyllands-Postens publicering af Mohammed-tegningerne genudgiver jeg her mit interview i Politiken med sagens hovedpersonen Kurt Westergaard, bragt i avisen 13. februar 2008. God læselyst!
»PET har reddet mit liv«. Kurt Westergaard er ophavsmanden til tegningen af Muhammed med en bombe i hovedbeklædningen. Han definerer sig selv som en kulturradikal og multikulturel provokatør.
Danmarkshistoriens kendteste bladtegner Kurt Westergaard ligner ikke umiddelbart en mand, som potentielle attentatfolk helst ser sprængt i stumper og stykker. Den tidligere tysklærer og skoleinspektør fra Thy runder snart de 73 og har de sidste par år levet som en jaget mand, på flugt fra terrorister og islamister og med Politiets Efterretningstjeneste (PET) som sin evige følgesvend.
Da politiet i november kom på sporet af de potentielle gerningsmænd, der havde konkrete mordplaner mod Kurt Westergaard, indledte han endnu en odyssé rundt på forskellige lokaliteter, hvor han kunne leve inkognito med hustruen og mødes med medlemmer af sin store, multikulturelle familie.
»PET har reddet mit liv«, pointerer han og forklarer dermed i ultrakort form de betingelser, der definerer hans og familiens tilværelse.
PET ved altid, hvor han opholder sig, men det er et liv på den evige flygtnings betingelser. Vi kan kun gisne om, hvor mange sommerhuse i Jylland Kurt Westergaard har adgang til.
»Foruden en lejlighed, jeg har et sted nede i Europa«, forklarer han, da vi sætter os ved det runde mødebord på chefredaktør Carsten Justes kontor i bladhuset i Viby ved Århus.
»Jeg slipper aldrig ud af det her«, konstaterer bladtegneren nøgternt, efter at han med sin chefredaktør har diskuteret fordele og ulemper ved at tage imod et tilbud om at stille op til debatprogram i tv om et par dage.
Kurt Westergaard træffer ingen afgørende beslutninger i sit liv uden at have konsulteret sin faste kontaktmand i PET og uden først at have diskuteret grundigt, ofte i mange timer og flere døgn, med sin hustru.
»Tænk på din personlige sikkerhed«, råder Carsten Juste. Hvortil Kurt Westergaard svarer: »Et interview i tv kan komme til at virke enten præventivt eller inspirerende i de miljøer, som vil mig til livs. Det må jeg lige tænke over«.
En byrde på tegnerens skuldre
Carsten Juste har for længst erkendt, at hvis en terrorist vil have ram på Jyllands-Posten som en hævnakt for Muhammedtegningerne, behøver de ikke at bombe bladhuset i Viby. De kan begrænse sig til at ramme personen Kurt Westergaard . Bladtegneren bærer hele bladhusets skæbne på sine nordjyske skuldre.
Kurt Westergaard ligner ikke en mand, der skriger på krisehjælp. Hans datter er ’næsten-færdig’ som psykolog, som han udtrykker det. Den rødmossede, skæggede vendelbo med en overflod af smilerynker definerer sig selv om en ægte kulturradikal. De to års underjordiske tilværelse har blot gjort ham endnu mere ateist, end han var, inden tegningesagen eksploderede.
Tegneren hæfter gerne etiketten ’multikulturel’ på sig. Kulturer, som engang blev betragtet som eksotiske, er blevet gift ind i Westergaard-familiens store netværk: en svigerdatter fra Peru, en adoptivdatter fra Albanien og en nieces ægtefælle, der kom fra Iran.
»På et tidspunkt blev jeg kaldt en karikulturtegner, og den betegnelse er ganske præcis. Jeg har set mig selv som en, der har været katalysator for en proces, hvor folk fra forskellige kulturer kunne nærme sig hinanden, når de levede op og ned ad hinanden i samme land. Når jeg så i kølvandet på tegningerne har oplevet, at der bliver udøvet forhåndscensur på en kunstudstilling på et anset galleri i London og på en operascene i Berlin, så er jeg for alvor blevet bekymret«.
»Jeg er vokset op i et land, hvor vi er opdraget til at kunne tale os til rette med hinanden og leve fredeligt med, at vi er uenige om det ene og det andet. Jeg har for år tilbage fået danske kristne på nakken, når jeg tegnede en jesusfigur, der trådte ned fra korset i et dyrt jakkesæt og med en moderne attachetaske, og hvor der på et skilt på korset stod: Træffes kun på søndage. Jeg har lavet tegninger af palæstinensere, der lignede mellemkrigstidens forfulgte jøder, og måtte efterfølgende ud i en lang dialog med et meget fremtrædende medlem af det jødiske samfund i Danmark. Efter tegningekrisen for to år siden mødtes jeg i et tv-studie med formanden for Islamisk Trossamfund, som er en højtuddannet og veltalende mand. Jeg troede, jeg kunne vinde forståelse for det synspunkt, at uenighed er demokratiets salt. Alligevel endte han med at insistere på undskyldning«, forklarer Kurt Westergaard.
For at forklare tegningsagens betydning bruger han en anekdote, som den spanske kunster Pablo Picasso er ophavsmand til. Picasso blev verdensberømt for sit billede af byen Guernica, som blev sønderbombet af tyske fly i 1937. Da Picasso nogle år senere møder en nazitysk officer i Sydfrankrig, siger tyskeren: Nå, det er så Dem, der lavede Guernica? Nej, svarer kunstneren. Det var Dem, der lavede Guernica.
Dybt skeptisk over for religion
Hvordan Guernica 1937 hænger sammen med tegningkrisen? Jo, forklarer Westergaard: En karikaturtegner er ikke per definition en provokatør. Han reagerer mod situationer i virkeligheden, som han opfatter som provokationer.
Hvad mener så nationens berømteste bladtegner om sammenhængen mellem islam og terrorisme, om imamernes påvirkning af deres yngre trosfæller, om forskellen på moderate og fanatiske muslimer i Danmark?
»Terrorismen finder sin åndelige ammunition i islam. Enhver religion har sine bureaukrater. Hos islam er det imamerne. Da jeg i sin tid debatterede med nu afdøde Abu Laban, sad jeg med en oplevelse af, at han havde magten til at slippe rabiate kræfter løs eller at kommandere dem til at holde igen. Det ligner sadomasochisme og handler om at kontrollere andre mennesker. Når præster påberåber sig en guds ord, kræver de, at tilhængerne underkaster sig eller bliver martyrer«.
»Jeg er dybt skeptisk over for religion som middel til magt og kontrol. Det er en opfattelse, der går tilbage til min barndom, hvor jeg blev mere eller mindre tvunget til at gå i søndagsskole. Når jeg kom ud og spejdede op mod den blå himmel, stod det klart for mig, at Vorherre var meget langt væk, men at Djævelen befandt sig lige under fødderne på os«.
Den kulturradikale bladtegner, der er flere år forbi den obligatoriske pensionsalder, ligner overhovedet ikke en mand, der er slået ud af situationen. Han er snarere en mand, der er trådt i karakter.
»Min psykologdatter er bekymret, og nu skal jeg hjem og tale med konen. Den personlige sikkerhed kommer først. Men terroristerne skal ikke bestemme over mit liv, og de skal ikke bestemme, hvad der skal stå i Jyllands-Posten«, siger han.
Chefredaktør Carsten Juste gør regnskabet op, to år efter at tegningesagen sendte chokbølger gennem Danmark og store dele af den muslimske verden:
»Et par hundrede konkrete dødstrusler har vi bedt politiet om at efterforske. Herudover har vi modtaget spandevis af kopimail«.
Truslerne har ikke kun været rettet mod avisens bladtegnere. For tre måneder siden blev der slået alarm over et pulverbrev til avisen. Brevet indeholdt en konkret trussel mod en navngiven journalist, der havde skrevet om islam og tegningerne.
»Avisen er forbi det punkt, hvor der er noget at fortryde«, siger Carsten Juste:
»Vi har hørt imamer sige, at dette vil vare i al evighed. Jeg vil gerne understrege, at jeg har haft gode kontakter med muslimske talsmænd, siden konflikten begyndte.
Selvfølgelig kunne jeg da ønske mig, at de såkaldte moderate muslimer gjorde deres indflydelse gældende for at dæmpe gemytterne blandt de mere ekstreme elementer. Jeg kan bare konstatere, at det ikke er sket. Forklaringen kan være, at de i realiteten ikke er synderlig uenige. Der er i hvert fald meget få, der gjorde som Naser Khader og sagde fra over for truslerne dengang«.
Fakta: Muhammedsagen og retslige efterspil
2005
30. september: Morgenavisen Jyllands- Posten (JP) trykker 12 satiriske tegninger af bl.a. islams hellige profet, Muhammed.
12. oktober: Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviser et møde med ambassadørerne fra 11 muslimske lande, der vil protestere over tegningerne.
14. oktober: 3.500 muslimer deltager i en fredelig demonstration i København mod JP for at vise deres utilfredshed.
15. oktober: Politiet i Århus rejser sigtelse mod en 17-årig dreng, som senere tilstår at have fremsat telefontrusler mod JP’s bladtegnere.
29. oktober: 11 muslimske organisationer anmelder JP for blasfemi og racediskrimination.
6. december: Den Islamiske Konference Organisation (OIC) protesterer mod tegningerne, efter at en lille delegation danske muslimer har været på rundtur i Mellemøsten. Siden iværksættes en omfattende boykot af danske varer.
2006
12. januar: En 29-årig nordmand med udenlandsk baggrund anholdes af norsk politi og sigtes for at have sendt en trusselsmail rettet mod JP og bladtegnerne.
4. februar: Demonstranter angriber den danske repræsentation i Syrien. Også repræsentationen i Libanon og siden i Irans hovedstad, Teheran, angribes. 139 skønnes omkommet under protester i Nigeria. Libyen, Pakistan og Afghanistan.
3. marts: Ifølge Århus Politi er omkring 10 personer blevet sigtet for at have fremsat trusler mod JP eller avisens ansatte.
15. marts: Rigsadvokaten afviser at køre en straffesag anlagt af de 11 muslimske organisationer mod Jyllands-Posten for at have bragt Muhammedtegningerne.
26. oktober: JP’s chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose frifindes for injurier og bagvaskelse i et civilt søgsmål rejst af syv muslimske foreninger .
25. november: Redaktøren på ugeavisen Al-Rai Al-A’am i Yemen bliver idømt et års fængsel for at have trykt et billede af Jyllands-Postens hjemmeside med Muhammedtegningerne.
2007
Januar: To marokkanske foreninger bliver afvist af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg efter at have klaget over tegningerne i JP.
22. marts: Den franske ugeavis Charlie Hebdo frikendes af en domstol i Paris i en sag om offentliggørelse af karikaturtegningerne. To franske muslimske organisationer havde lagt sag an mod ugeavisens redaktør. Det ventes, at der falder dom i februar
2008.
18. juli: Fire mænd idømmes straffe på op til seks års fængsel for at opildne til mord, da de protesterede uden for Danmarks ambassade i London i 2006.
31. oktober: Jerusalems stormufti holder den danske regering ansvarlig for Dansk Folkepartis valgplakat, der henviser til Muhammedkarikaturer. Han opfordrer de muslimske lande til at protestere.
2008
Tilføjelse: Kurt Westergaard forlod denne verden i 2021
Betegnelsen statsmand er på vej ud af sproget, herhjemme og ude. Velsagtens en slags Trump-effekt. Men det ændrer ikke på, at verden har hårdt brug for regeringsledere og udenrigsministre, der kan holde hovederne kolde i vanskelige situationer og tænke visionært. I lille Danmark har det knebet med at levere sådanne – i nyere tid er det kun Uffe Ellemann-Jensen, dre kan kandidere til den kategori. Lykkeligvis har vi på nordiske breddegrader fået en præsident, der til fulde lever op til prædikatet: Finlands præsident Alexander Stubb (f. 1968). Her et link til et fortræffeligt interview med manden:
Lasse Ellegaard, en af dansk publicismes helt store profiler har forladt denne verden i en alder af 81. Jeg mødte ham i professionelle sammenhænge hen over årtierne, første gang i 1980 eller 81, da han havde forladt den lille uregerlige avis i Store Kongensgade, som han siden skulle vende tilbage til.
I foråret 1985 var vi begge med i den pressedelegation, der ledsagede udenrigsminister Uffe Ellemannn-Jensen til Kina, og noget overrasket måtte jeg efterfølgende notere, at han ikke blev optaget af landet og emnerne derovre. Tidligt i karrieren var det rockmusik og fodbold, der fik hans lidenskab og som han skrev om på måder, der var anderledes kvalitative og altid overraskende.
Vi var kortvarigt Politiken-kolleger i starten af 00′ erne, men desværre blev han ikke på avisen ret længe.
Senere blev det et konflikthærget Mellemøsten, der blev hans boldbane. Neden for et fyldigt uddrag af en særdeles velskrevet nekrolog, skrevet af Informations tidligere direktør Henrik Bo Nielsen (og chef for Lasse i en kortere periode). Henrik Bo Nielsen er i dag er såkaldt kulturdirektør i DR.
Fra Informations weekendudgave 13.09.25.:
Manden, der mere end de fleste insisterede på at passe sit arbejde, er her ikke mere.
Født i besættelsesåret 1944, som søn af den senere formand for SID Knud Ellegaard og hustru socialrådgiver Gudrun Szigeti, blev den lille Freddy Knuds opvækst ikke enkel. Navnet ’Lasse’ var storebror Hans Jørgens opfindelse og fulgte med livet igennem.
Det blev for Lasse, som for mange andre storbybørn, en efterkrigstidsopvækst med svagbørnskoloni, alt for travle forældre og en plejefamilie, der i mange år forblev et af de sikre ankre i Lasses liv. En udsmidning fra mellemskolen førte til datidens faste løsning for vanskelige teenagere: en tur til søs. Først som messedreng på kulbåden Concordia – og derefter knoklede han som sømand, lagerforvalter og redaktionsbud, inden et ophold på Hindborg Højskole satte tingene på plads.
Lasse Ellegaard fortalte selv i et tre år gammelt interview med vennen Knud Peder Jensen, at han hér »opdagede hvor interessant, lærerigt og sjovt det var at tilegne sig ny viden«. Hans egen definition på journalistik var netop, at det »handler om af være nysgerrig på verden og tilegne sig ny viden, som man formidler til andre«.
Fra 1965 blev han journalistelev på Roskilde Tidende og var efter eget udsagn fra dag ét klar over, at han nu var landet på sin rigtige hylde. Meget sigende var han mest optaget af at lære at skrive godt, så andre kunne få glæde af hans artikler.
Han blev ikke bare god til at skrive. Han blev rigtig, rigtig god. Havde Ellegaard været et klassisk karrieremenneske kunne man blot opliste den perlerække af danske medier, der har haft glæde af hans præcise, men dog bløde kattepoter på deres tastaturer; manden skrev fandeme godt, men karrieremenneske ville være et vrangbillede af Ellegaard.
Kampe med venstrefløjen
I 70’erne og 80’erne var rockmusik, fodbold og ikke mindst dansk og international politik alt sammen byggesten i det ellegaardske journalistliv med Dagbladet Information som det centrale gerningssted. Kønskampen, medarbejderejet, endeløst engagement og kammeratskaber var centrale i et liv, hvor man stort set altid var på arbejde.
Flerårige afstikkere til Weekendavisen, DR og Det Fri Aktuelt var vigtige parenteser i skrivelivet, men Information eller bare »Avisen« var så langt det vigtigste. Her boltrede han sig den ene dag i de tungeste politiske sager, for øjeblikket efter – på litterært niveau – at gøre emner som fodbold, boksning eller musik levende for avisens akademiske læserkreds.
Lasse havde det langtfra let med 70’ernes og de tidlige 80’ernes kampe på venstrefløjen, og i medarbejderejets mere ekstreme dage var det næppe tilfældigt, at en stærkt agiteret, men som så ofte sprogfornyende Ellegaard betegnede en bred front af kollegerne som »tørnossede øgler«.
Ikke fortrudt
Prisen for engagementet og for altid at være på arbejde var til at få øje på. Lasse Ellegaard har både i bøger og interview fortalt, at hans børn og familie led under det. Hans egen formulering var, at »jeg var selvfølgelig til stede i deres liv, når jeg var der, jeg var der bare ikke så tit. Jeg forstår dem godt, men det var, sådan det var, og jeg har ikke fortrudt det«.
Selv om det jævnligt kneb med familielivet, tillod tidligere tiders journalistliv en total sammensmeltning af arbejdsliv og venskaber. Lasse Ellegaard var en usædvanlig god og vedholdende kammerat. Venskaber, der blev grundlagt helt tilbage i elevtiden i Roskilde, holdt livslangt medmindre vennerne, til Ellegaard store fortrydelse, tillod sig at dø. Stærkest står ikke mindst relationerne til de ’førende kammerater’, journalisten Lasse Jensen og nu afdøde journalist Jan Stage.
Særligt makkerparret ’Lasse & Lasse’ udviklede hen over årtierne en helt særlig symbiose, der måske nok oprindeligt var født af et arbejdsfællesskab og sammenfaldende interesser, men over tid nåede en dybde, gensidig afhængighed og ømhed, som er få relationer forundt. I sin tale til Ellegaards 75 års fødselsdag brugte Jensen selv et Peter Plys-citat til at beskrive forholdet: »Vi skal være venner for altid. Ikke også Plys? Spurgte Grisling. Meget længere end det, svarede Peter Plys.«
Nu vil jeg skrive
Efter flere omveje vendte han i 1990 tilbage til Information som ansvarshavende chefredaktør i den relancering og refinansiering af det evigt konkurstruede avisprojekt, der endegyldigt afsluttede medarbejderejet.
Hen over omlægninger, sparerunder, udskiftninger og arbejde i døgndrift lykkedes projektet i den forstand, at avisen blev journalistisk bedre, at de evige kriser blev afløst af en vis økonomisk stabilitet, og at der kom bedre hold i læserkredsen.
Mere end 30 år er gået, siden chefredaktøren takkede af, og det blev som forudsagt: Med fast bopæl så forskellige steder som Tyrkiet, Israel, Fur og Falster, jævnligt med adresser alle stederne samtidig, blev international politik og geopolitiske betragtninger omdrejningspunktet for spaltekilometer efter spaltekilometer af gedigen og velskrevet journalistik.
Før de fleste iagttagere stillede han sig for 30 år siden helt bogstaveligt midt i konflikten mellem Vesten og den islamiske verden, og han formidlede og skabte forståelse som få.
Ungdomsdrømmen om at være nysgerrig på verden og sætte sig ind i nye ting blev aldrig sluppet. Mere end en håndfuld bøger har føjet sig til værklisten. Listen er lang og mest af alt stråler tre titler: Fodbold er ikke for de stumme om fodbold fra 1986, I rosens favn fra 1996 om krigen i Socialdemokratiet og Gaven fra Gud fra 2019 om Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan.
Lasse efterlader sig børnene Jeppe, Signe og Hazal, fem børnebørn og ikke mindst blandt nye såvel som gamle kammerater en kæmpe tristesse over, at han ikke findes mere.
Læsere af mine klummer i Politiken gennem et par årtier vil vide, at jeg flere gange tillod mig at forudsige et ‘asiatisk århundrede’. I økonomisk og teknologisk henseende er dette forlængst ankommet. Med det nyligt overståede topmøde i samarbejdsorganisationen SCO kan sikkerhed og forsvar nu også indregnes i ligningen, men der må også tages betydelige forbehold. Den markante ændring i verdensordenen risikerer at blive en u-orden. Hvilket er fint beskrevet af mine gode kolleger på kvalitetsavisen The Guardian. Link her – god læselyst:
Den fhv. statsminister forsvarer et fortidigt verdensbillede og ser forretningsmulighederne i det, der er ankommet.
Gode gamle Gyldendal har lagt navn og tryksværte til en udgivelse med bogsæsonens nok korteste titel: At turde. Vi taler om bind 2 af fhv. statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens erindringer, som tager læseren med på hele vejen fra hans brogede og lejlighedsvist imponerende karriere. Den startede med første ministerpost i Schlüter-regeringens sidste år, hvor han slipper dårligt fra hvervet som skatteminister og må forlade posten efter afsløringer af de såkaldte kreative bogføringer.
Siden følger et tiår som oppositionspolitiker, indtil han i 2001 vinder et valg for ikke kun sit parti Venstre, men hele det såkaldte politiske blå Danmark. Herefter bæres han frem af et folketingsflertal, der bygger på det xenofobiske og anti-europæiske Dansk Folkeparti.
Som statsminister styrer han nationen igennem en turbulent periode med dansk deltagelse i krigene i først Afghanistan og siden Irak, tegningekrisen og den finanskrise fra 2008 og frem, som fik efterdønninger i form af Brexit (2016). I 2009 forlader han statsministerkontoret og rykker til Bruxelles for at varetage jobbet som generalsekretær. en post han beholder til 2014.
Kinas vækst
Nærværende skribent havde i 1998 en kortvarig kontakt med Anders Fogh Rasmussen, da jeg var bidragyder til en antologi om Kinas udvikling, hvor også Fogh leverede et kapitel, der var en ubetinget lovprisning af Kinas økonomiske mirakel (bogens udgiver var Dansk Industri). Jeg sikrede mig, at hans tekst kunne bringes som kronik i Politiken. Ti år senere var selvsamme Fogh manden, der indgik den såkaldte strategiske partnerskabsaftale med Kina. Der var dømt rosenrøde smil over hele linjen dengang.
I 2003 besøgte tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama Danmark, hvor Anders Fogh tog imod ikonet på Marienborg og leverede de nødvendige høfligheder. Jeg var selv blandt de mediefolk, der overværede denne omhyggeligt koreograferede begivenhed. Foghs budskab dengang? At vi måtte ønske os, at den kinesiske regering går i dialog med eksiltibetanerne. Ikke et ord om menneskerettighedskrænkelser.
Måske glemte vi journalister dengang at stille statsministeren det indlysende spørgsmål: om Danmark støtter et frit Tibet, frit i betydningen uafhængigt? Svaret giver sig selv: det gør Danmark ikke, ligesom det øvrige EU plus USA og andre demokratier heller ikke gør det. Den kinesiske kontrol med Tibet er ikke i strid med folkeretten, en realitet, der altid forsvinder i Tibet-debatten.
I forgangne uge har det fortræffelige medie Frihedsbrevet taget emnet op på ny og minder os om følgende realiteter:
Kina er blevet et af de største markeder for danske virksomheder og har været i kraftig vækst de seneste tyve år. I 2004 havde den danske eksport til Kina en værdi på 5,8 milliarder kroner. Tyve år senere er eksporten vokset til lige knapt 90 milliarder kroner. I 2024 var Kina den sjette største handelspartner for Danmark og tegner sig for 4,7 procent af Danmarks samlede handel.
Frihedsbrevet skriver: ’Det fortæller også historien om, at det for to årtier siden var lettere at sige fra over for Kina. En af katalysatorerne bag udviklingen er den strategiske partnerskabsaftale, som Danmark – i Anders Fogh Rasmussens regeringstid – indgik med Kina i 2008’.
Alligevel langer Fogh ud efter sin efterfølger Lars Løkke Rasmussen, som han mener er for eftergivende over for Kina. Selv halvblinde må kunne se mandens hykleri.
Mobilisering
Fogh demonstrerer i bogen, at han vil ses som den, der mobiliserer verdens demokratier i en fælles front mod et stærkt Kina – og andre autokratier – der udfordrer hans amerikanske forbillede. Det er velkendt, at Foghs årlige demokratitopmøde er massivt sponsoreret af nogle af USA’s største virksomheder, herunder flere i tech-sektoren. Det observerede jeg ved selvsyn som deltager i det første af slagsen.
Naturligvis vil han ikke ud med, hvor store bidrag, donorer i Taiwan betaler til hans såkaldte demokratifond, men minder om, at hans seneste udgave af et demokratitopmøde i København havde Taiwans fhv. præsident Tsai Ing-wen som gæst. Hendes tilstedeværelse i Danmark var mulig, netop fordi hun er forhenværende. Besøget blev forbigået i tavshed i den danske medieverden, og der var heller ingen folketingsmedlemmer, der havde travlt med at møde denne betydningsfulde personlighed.
Han undlader i bogen at forklare den særlige et-Kina politik, som USA og Kina enedes om helt tilbage i 1979 og som har leveret uomtvistelige positive resultater på begge sider af Strædet: Ø-republikken har gennemgået en mirakuløs forvandling: uden voldsanvendelse transformerede taiwanerne i 1987-88 fire årtiers militærstyret autokrati til at blive et af Østasiens mest levende demokratier med frie medier og en retstilstand, som er helt fraværende på det, ældre taiwanere kalder ’fastlandet’.
Dette fastland er i dag klodens største økonomi målt på købekraftspariteter. På få årtier er USA overhalet inden om, en realitet der helt forties i bogen. Fogh burde selvfølgelig have genoptrykt den tale, han holdt på Venstres landsmøde i 2004, for den var én uforbeholden lovprisning af den kinesiske fremgang.
Den tidligere Nato-generalsekretærs kongstanke udpensles i bogens sidste del. Den er at skabe et ’økonomisk Nato’, der skal bremse Kinas udvikling. På hvilken planet skal det mon foregå?
Fogh lever i en boble, der smager af en fortid, dengang den kinesiske økonomi havde en ubetydelig størrelse. Får vi så en forklaring på, hvad det er der er lykkedes for Kina? Næh, naturligvis ikke, for her er det lobbyisten og propagandisten Anders Fogh Rasmussen, der skriver. Og ser forretningsmuligheder.
USA forandret
Anders Fogh er den mest USA-venlige statsminister, Danmark nogensinde har haft, hvilket gennemsyrer bogen. På denne solbeskinnede sommerdag, hvor disse linjer skrives, publicerer Jyllands-Posten et interview med Foghs udenrigsminister Per Stig Møller, der nærmest uden forbehold kalder Donald Trumps USA for et ‘fascistisk diktatur’. Citat fra artiklen her:
’Han er en diktator. Han har fået magten af folket, men demokratiet ophæver sig selv. Og hvis folk fravælger demokratiet, så kan vi jo ikke forhindre det. Maga-bevægelsen accepterer jo alt, fordi det er kult (…) Han er nærmest fascist. Fascisme er at samle al magten, blæse på institutionerne, bryde de gamle spilleregler ned. Han opfører sig som bøllen i skolegården: Jeg tæver dig, og hvis du brokker dig, får du mere tæv’.
Hvordan kunne det gå så galt hos den allierede, der hjalp Fogh til en glitrende karriere?
’At turde’ afslører Fogh som en konsekvent virkelighedsfornægter. Trumps erklærede ønske om at overtage kontrollen med Grønland og dermed smadre Rigsfællesskabet, bagatelliserer han til nogle perspektivløse betragtninger om, at flere amerikanske investeringer i Grønland må hilses velkommen. Han lovpriser USA for at have forhindret ’de krige, der aldrig brød ud’, men fortier, at konflikterne i Mellemøsten siden 2001 har kostet tæt ved en millioner mennesker livet (dokumenteret af Brown University, Rhode Island), og at disse alle har haft USA’s direkte eller indirekte medvirken. Plus Danmarks et par gange.
Putins NATO-ønske
Skal jeg endelig rose noget af bogen, må det være dens kapitel 3, der bærer overskriften ’Jeg tog fejl’ og hvis tema er Putins Rusland. Kapitlets mest tankevækkende afsnit (s. 87) her:
’Under et møde mellem de to (Natos daværende generalsekretær Lord Robertson og Putin, F.Y.) havde Putin spurgt: Hvornår vil I invitere os med i NATO? Robertson havde svaret: Faktisk inviterer vi ikke folk ind i NATO, de ansøger om at blive medlem af NATO. Hertil havde Putin svaret: Vi står ikke i en kø sammen med en masse lande, som ikke betyder noget! NATO modtog aldrig en ansøgning fra Rusland’. Citat slut.
Pointen er selvfølgelig, at den vestlige forsvarsalliance kunne have kortlagt mulighederne for at skabe en neutral bufferzone i Østeuropa omfattende Ukraine, Georgien og Moldova. Altså en tilstand svarende til Finlands under den kolde krig. Var dette sket, kunne hundredtusinder af ukrainere og russere have været i live i dag og Ukraine kunne være blevet, hvad Finland lykkedes med engang. Europa kunne have levet fint med en sådan koldkrigsagtig magtbalance, men diplomatiet fik aldrig en chance, og det er ikke kun Putins skyld.
For det går aldeles galt på NATO-Rusland topmødet i april 2008, hvor Fogh deltager. Resten er historie: I august samme år invaderer Rusland Georgien og besætter regionerne Abkhasien og Sydossetien. I 2014 følger den snigende overtagelse af Krim.
Foghs konklusion: ’Vores store fejl var, at vi ikke i tide så skriften på væggen’. Hvorefter han gør Putins ageren til et spørgsmål om den russiske leders krænkede stolthed og forfængelighed.
Det russiske overgreb på Ukraine i 2014 skete på hans vagt, så hvorfor brugte han ikke de foregående år til at søge den nødvenlige forhandling med Putin? Var han omgivet af inkompetente og amerikaniserede rådgivere?
Konsekvensen af NATOs og USA’s mangel på rettidig omhu omkring Ukraine er blevet, at Europa er låst fast i en konflikt, der er begyndt at ligne en af de evighedskrige, som hen over seks-syv årtier har ødelagt Mellemøsten, og at USA er langt inde i en proces, der betyder et svigt af den Atlantpagt, der fra 1949 sikrede fire års velstand og fred i vores del af kontinentet.
Foghs udlægning af årsagerne til Europas værste tilstand siden 1945 er postulerende, ahistorisk og apologetisk. Vi bør i stedet lytte til hans daværende udenrigsminister, som på sine gamle dage er blevet storproducent af bøger, spækket med indsigt.
Våbenpusher
Hvad danske medier stadig mangler at afdække, er de kunderelationer, der har givet konsulentfirmaet Rasmussen Global en millionomsætning. Fogh har vedholdende hævdet, at han rådgiver den ukrainske regering pro bono, altså uden at sende fakturaer efterfølgende. Lad os vælge at tro ham, men der er selvfølgelig de langsigtede perspektiver i horisonten:
I de kommende år skal Natos medlemmer svinge sig op til at afsætte fem procent af landenes nationalprodukter til forsvarsformål: vi ser ind i en fremtid, hvor der skal afsættes gigantsummer til en militærindustri, som vi må håbe bliver europæisk baseret, så vi undgår at sætte pengene i et USA, der er uforudsigeligt og upålideligt. USA har heller ikke vist sig i stand til at vinde krige: de fleste har glemt retræten fra Vietnam i 1975, men sammenbruddet i Kabul 2021 må stå i frisk erindring.
Ikke at disse dramatiske begivenheder får Anders Fogh til at reflektere over den pinlige tilstand for det USA, som han er dybt knyttet til – han har børn og børnebørn derovre. Nej, på værste opportunistiske vis har han identificeret mulighederne for at skabe forretninger. Europæiske investeringer skal forankres i milliardprojekter, der skal opbygge en stærk ukrainsk forsvarsindustri. Behovet er indiskutabelt, men giver det mening for en fhv. dansk statsminister og NATO-generalsekretær at blive lobbyist i megastørrelse i denne indsats? Med et halvfascistisk USA som garant?
Fogh er blevet en mand med udsyn, når det handler om kommercielle aspekter af en verdensorden i opbrud. Engang kaldte vi den slags lobbyister for dødens købmænd. Er våbenpusher en passende nutidig betegnelse?
At turde. Af Anders Fogh Rasmussen. 575 sider, Gyldendal 2025.
Flemming Ytzen 